Kære interessent
Vi håber, at du har haft en dejlig jul og er kommet godt ind i 2026 – GODT NYTÅR!
Hos Claus Sørensen Ejendomme arbejder vi målrettet videre med udviklingen af Vognsbølhaverne, og glæder os til at dele de nyeste opdateringer:
Udlejningen er igang
Udlejningen af boliger i Firkløveret er nu startet. En række lejligheder er allerede udlejet eller reserveret, og udlejningen sker løbende i takt med, at boligerne frigives og interessenter kontaktes efter tilmeldingsrækkefølge.
Under punktet “Find bolig” på www.vognsbølhaverne.dk finder du information om de ledige boliger, såsom økonomi, plantegning, forventet indflytningsdato mv.
Byggeriet skrider frem
Lige en kort opdatering omkring selve byggeriet.
Arbejdet på parkeringskælderen er ret langt og det er nu de sidste tætninger af taget, der forestår, så der på sigt kan etableres stier og et grønt område henover p-kælderen.
Arbejdet på Firkløveret skrider også fint frem, men desværre nåede vi ikke helt forventningen om at alle 4 Punkthuse ville være rejst inden årets udgang. Status er at nr. 31 er under opmuring og har fået monteret spær, nr. 25 mangler montering af betonelementer på 2. og 3. Sal, mens nr. 27 og 29 er et sted derimellem.
Når byggeriet er nået tilstrækkeligt langt i processen, planlægger vi at invitere de kommende beboere i Firkløveret til åbent hus, hvor der bliver mulighed for at få en fornemmelse af byggeriet og se nærmere på materialer og løsninger. Information herom vil blive sendt direkte til de kommende beboere.
Byggeriet af Landsbyen er så småt igangsat med udgravning til elevatortårne mv. Vi ser frem til i kommende nyhedsbreve at kunne skrive mere og invitere jer tættere på projektet med mere materiale og udlejningsstart for projekt 2, Landsbyen.
Tak for interessen – og fordi du følger med på rejsen mod Esbjergs nye bykvarter.